Salteñas Y Jugos

Maden her i La Paz fortjener sit eget indlæg her på bloggen, da det er nok en af de ting, der på forunderlig vis skaber mest fryd og konflikter, dog mest fryd. En af de kloge råd mod højdesyge formaner at man spiser let, men det virker som vi alle lykkeligt har glemt dette.
Vi begynder dagene på Christines ynglingsmorgenmadshjørne. Udfra dette hjørne udspringer et gademarked: boder med frugter vi knap kan navnene på, traditionelt klædte kvinder der sælger brød og frisklavede empañadas, et marked der synes at fortsætte kilometervis op ad den farverige gade. Her er der få af os, modstår de frisklavede "jugos" altså juice (og hvis de spørger om der skal mælk eller vand, så sig mælk, det er klart det der frembringer mest mundvand), og vi prøver os frem med de forskellige smage og farver. En vigtig pointe er så at de kun koster 2 bolivianas, lidt under to danske kroner og at alt dette indtages på gaden i solskin. Hvis disse jugos ikke stiller morgensulten, går man lidt længere op ad gaden og køber noget frugt og diverse versioner af brød.
Frokosten er en lidt blandet sag. Hvis der er tid og lyst kan man kaste sig over de 4 retter alle restauranter tilbyder til frokost. Her får man som regel en lille salat, en suppe, en større ret måske noget kylling og ris, og tilsidst en dessert med noget frugt. Idag spiste vi godt nok hos Mujeres Creando, men også de holdte stilen med kylling og ris og frugtdessert.
Dagens sidste måltid er blevet indtaget noget tilfældig, men er generelt ikke et måltid, de bruger mest energi på. Dog er boderne med salteñas og empañadas skiftet ud med en noget suspekt blanding af en hakkebøf, sauerkraut og røde pølser skåret ud i syltede agurk-lignende former (jeg tror kun, det er Aske der indtil videre har prøvet denne delikatesse) og så små barbecues med spyd på.
Og os, der troede, de kun spiste kylling i Bolivia.