¡Hvis I vil draebe os, saa draeb os, men goer det paa gaden - vi vil ikke gemme os!

Da vi var faerdige med at tale med Fejuve, rejste kvinden Cecilia sig op for at fotaelle om hvordan Kvindekollektivet var opstaaet ud fra naboraadene.

Hun havde siddet og givet samtykkende kommentarer fra stolen i hjoernet, men kom nu ind i midten for at fortaelle kvindernes historie i "Blodig Oktober 2003"
Cecilia startede med at fortaelle, at kvinder altid har haft plads i naboraadene, men at deres rolle har vaeret at faa sat hjemmet og boernene paa dagsordenen. Men i starten af 2003 tager forskellige politiske aktoerer og organisationer fat i de 50-60 kvindelige ledere fra forskellige naboraad, og de bliver opfordret til at begynde at moedes og tage aktiv del i samfundet. Det var grunden til, at Kvindekollektivet opstod.

Cecilia fortalte, at kvindekollektivet beskaeftigede sig med de samme problematikker som naboraadene, men at de valgte at koncentrere sig om, at regeringen ville privatisere Bolivias naturgasressourcer, og goere det til deres maerkesag for at faa befolkningen til at vaagne op.

Kvinder fra forskellige distrikter begyndte at gaa paa gaden, demonstrere og give information om naturgasressourcerne, og hvad en privatisering af disse ville betyde for den almene befolkning. De fik megafoner fra et kvindecenter og gik i gang med deres mission om at politisere unge og kvinder. "Vi var overalt", sagde Cecilia, der efterhaanden var ved at faa talt sig varm. "Konen i isboden, hos bageren, hos frisoeren, paa torve og gader, alle steder, nat og dag, oplyste kvinder folk om, hvad der foregik i landet." Men tilslutningen var ikke som forventet, folk syntes ikke, det var vigtigt. Folk tilsluttede sig ikke deres arbejde paa gaderne eller i demonstrationerne, men de havde hoert efter alligevel. For da Blodige Oktober naermede sig, viste det sig at folk kunne huske, hvad issaelgeren, bagerkonen og kvinderne paa torvene og gaderne havde sagt. Takket vaere Kvindekollektivet var folket nu oplyste og derfor nemme at organisere gennem naboraadene, da situationen spidsede til. Saa da Kvindekollektivet organiserede den foerste demonstration stroemmede folk paa gaderne for at vise deres utilfredshed med regeringens tiltag.

"Vi braendte madrasser og bildaek af i gaderne, overalt hoertes vores utilfredse stemmer med raabet: "El Alto - altid paa foedderne, aldrig paa knaeene", op og ned ad gaderne." I 12 dage varede demonstrationerne, og i den tid, fortalte hun, var kvinderne altid forrest, altid skjold for maendene der gik bagved. "Til sidst var vi immune overfor den taaregas politiet kastede efter os for at faa os til at tie stille. Men vi samlede granaterne op og kastede dem tilbage til soldaterne" fortalte hun, og fortsatte. "Vi raabte til dem: Hvis I vil draebe os, saa draeb os, men goer det paa gaden - vi vil ikke gemme os!"

Da de 12 dage var gaaet med kampe paa gaderne, udgydt blod og haese stemmer, rejste praesidenten Goni, og foerst da, fortalte hun, kunne kvinderne maerke traetheden komme og se, hvad der var sket. Kvinderne sagde til sig selv: "Nu er Goni gaaet af, okay. Saa lad os se at faa ryddet op i gaderne" Og kvinder, boern og unge gik paa gaderne endnu en gang, men denne gang for at rydde op og goere rent, mens maendene blev interviewet om oproeret i El Alto.

"Kvindernes kampe har altid vaeret usynlige" sukkede hun, men fortsatte med mere gejst: "Men nu bliver vi mere og mere anerkendte. Kvinderne er vokset politisk - ogsaa i maendenes oejne. Selvom det er smertefuldt at tale om og huske paa alt blodet, saa var Blodige Oktober en vigtig opvaagning for kvinderne. Nu foelger vi med i nyhederne, og i dag bekymrer kvinderne fra El Alto sig om noget andet end kun hjemmet og boernene. Nu bekymrer vi os om hele landet."

Helt stakaandende sidder vi alle paa gulvet rundt om den gloedende kvinde i det efterhaanden moerke rum, og det eneste, der kan hoeres, er blyanterne paa notesblokkene rundt omkring. I de smaa 20 minutter der er gaaet, er vi blevet hevet ind i kvindernes kamp med hud og haar. At der maatte udgydes blod for politiseringen af kvinderne i El Alto er tragisk, men vi kan kun vaere enig med hende i, at de i dag bliver hoert, og at deres kamp ikke laengere er usynlig. Som afsluttende bemaerkning siger kvinden med vilje i stemmen: " Men oktober maaned er ikke slut, der er stadig meget at goere. Og nu sidder kvinderne i El Alto ikke laengere stille og ser til. Vi kender vores rettigheder, og kvinderne idag protesterer"

-Skrevet af Anna, med en lille smule hjaelp fra Laura