lørdag den 2. maj 2009
mandag den 27. april 2009
Karatindi
Vi havde vaeret i Bolivia i naesten tre uger, og vi var efterhaanden begyndt at foele os ret meget som aegte backpackere, naar vi kunne klare baade klamme toiletforhold med toiletter der ikke altid kunne traekke ud; knirkende og haarde senge, hvor uldtaepperne ikke hver nat holdt kulden ude og mad, der ikke altid blev modtaget lige godt af vores maver. Men vi var nu omsider ankommet til varmen i lavlandet klar til at begive os ud paa landet og bo tre dage paa tosprogede (spansk og guarani) kostskoler. Efter fire fridage, hvor vi havde vaeret delt i mange forskellige dele af landet, var det tid til endnu en gang af splittes, saa jeg, Signe, Astrid, Aske, Nynne, Naja, Signe og Christine begav os afsted mod omraadet Iguembe og kostskolen Karatindi.
Vores dejlige jeep
Vi havde paa forhaand faaet at vide at vejene ikke var lige fremkommelig, saa vores hold blev udstyret med en jeep, med vores egen private chauffoer Roberto. Denne jeep havde principielt kun plads til seks mennesker, men intet problem kan ikke klares vha. lidt kreativ taenkning, saa med en skammel og et taeppe paa gulvet, blevet vi stuvet ind i jeepen og paagynte bumleturen med vores soede chauffoer Roberto, der havde soerget for at spaende alt vores bagage samt vores nyindkoebte madrasser fast til taget. Og hold kaeft det blev noget af bumletur! Efter et stop i den stoevede og noget stille by Muyupampa, hvor vi overnattede, stod naeste dag paa seks timers koeretur gennem et vildt sukt landsskab med groenne og frodige bjerg, der overhovedet ikke lignede dem vi kendte fra La Paz. Vejen var nogle steder saa hullede, at vi frygtede for vores lille jeeps evner opg overlevelser, og den sidste del af turen fik vi for alvor brug for bilens firhjulstraek, naar den skulle krydse floden, der loeb som en slange gennem hele landskabet. Vi var for alvor ude et sted, hvor naturen herskede, og der huse eller mennesker var at se i miles omkreds.
Vi kom dog helskindede men noget svedige og traette frem og var bare vildt spaaendte paa at se, hvad de naeste dage skulle bruges paa. Jeg ved ikke, om vi havde forventet en stor velkomstkomite med sang og dans, men vi blev noget overrasket, da vi absolut ingen boern saa paa skolen, og det hurtigt viste sig, at ingen af de tilstedevaerende laerere vidste, at vi kom. Lidt suspekt og skuffende, naar man nu havde brugt et helt doegn paa at komme frem. Men vi fansdt dog hurtigt ud af, at alle boernene var hjemme paa weekend, og den ansvarlige laerer for vores ophold kom senere paa dagen - puha, saa var vi lidt mere rolige!
Den dag blev brugt paa at vaske sveden af os i den lille flod, der samtidig var det eneste sted at finde vand, hvorfor vi de naeste dage tit vendte tilbage hertil, naar vi skulle hente vand i de smaa vandhuller. Umiddelbart saa vandet dejlig friskt og rent ud selv naar vi rensede det med jod, saa det fik en lidt gullig farve og maerkelig eftersmag, men da vi nogle gange fik hentet dunke med vand, hvori vi kunne se smaa myggelarver vride sig rundt klar til at forstyrre vores i forvejen meget haardt proevede vand, kom vi til at glaede os til koebevand i byen, der hverken lignede tis, smagte underligt eller indeholdte maerkelige dyr!
Blegfjaeserne fra Danmark
Men de naeste dage staar som nogle af de vildeste og mest fantastiske oplevelser jeg ihvertfald har haft. Efter en noget usikker dag, hvor alt var lidt usikkert og fremmed, skulle de neaste dage byde paa helt fantastiske oplevelser med boernene paa skolen.
Vores morgen startede med at hente braende, finde vand og faa gang i vores ildsted, saa vi kunne lave en god omgang varm og maettende havregroed. Snart dukkede en, saa to og flere smaa boern frem og kiggede nysgerrigt paa os blegfjaese, der sad og kaempede med de smaa kviste for at faa gang i en lille gloed. Kl. otte overvaerede vi deres morgensamling, hvor boernen blev linet op i raekker efter klassetrin og sang Bolivias nationalsang med Bolivias flag rejst - lidt underligt, naar nu disse skoler har saa meget fokus paa folkets oprindelige sprog guarani.
Men derefter startede vores aktiviteter med boernene, der varede hele dagen. Vi startede med en runde i alle klasserne, hvor vi praesenterede os selv, forklarede hvor vi kom fra, mens boernene kiggede genert vaek eller begravede deres hoveder i bordet. Da det saa var tid til, at de skulle praesentere sig, havde deres generthed vokset sig endnu stoerre, og isaer mange af pigerne brugte flere minutter, hvor de bare kiggede ned i jorden, mens deres kinder blussede os, indtil de naesten hviskende mumlede deres navn og alder og satte sig fnisende ned igen. Hvordan skulle vi dog nogensinde faa noget ud ad dem igen?
Boogie-woogie og rundbold
Efter en pause havde vi ansvaret for halvanden times leg og sport, og vores valg var faldet paa rundbold og stikbold. Foerst lavede vi faelles opvarmning med kongens efterfoelger, hvor vi i en stor rundkreds lagde stilen an og lavede forskellige maerkelige og meget entusiastiske bevaegelser, som mange af boernene fandt dybt underlige, og flere af pigerne var saa generte, at de ikke turde holde Aske i haanden, saa jeg maatte overtage hans plads! Vi sluttede af med boogie-woogie, der endte med at blive en sikker vinder paa opholdet, og saa var det tid til sport.
Og det blev en vild kamp, for selvom mange af boernene ikke var de foerste til at hoppe frem i koeen, saa kunne de fandme skyde til den bold naar det gjaldt, og vores boldegenskaber konkurrencelyst blegnede fuldstaendig, naar boernene og ogsaa laererne til sidst kastede sig ud i det med hud og haar og raabte og skreg for at gejle hinande op.
I loebet af eftermiddagen legede vi smaa tillidslege med boernene bl.a. kluddermor, der var super sjovt og en vildt god maade at kommunikere med hinanden paa, naar man ellers kun kunne bruge de maaske tyve spanske og fire guarani-ord vi har laert i loebet af turen. Desuden fik vi ogsaa aeren af at se slagtningen af et faar, der meget autentisk netop var hentet fra deres egen faarefold, og det var altsaa lidt barskt at se det kaempende faar, der til sidst gav op og blot laa og ventede paa at nogle af drengene, der stolt stod med kniven og skaevede hen til os, skulle goere det af med den. Man kan vist godt hoere at jeg ikke er opvokset paa landet! I loebet af eftermiddagen havde vi moede med en del af foraeldrene, hvoraf mange havde vandret ivflere timer for at moedes med os. Alle kvinderne var klaedt i den traditionelle guaranidragt, med et stykke smukt stof slaaet omkring kroppen, og generelt var disse kvinder saa smukke og autentiske med gnistrende oejne og det lange glatte haar - en af de aldste bedstemoedre lignede fuldstaendig bedstemor Piletraa fra tegenfilmen Mulan!
Vi foelte os saa privilegerede og heldige, at kunne sidde der midt blandt et aegte guaranifolk, der i saa mange hundrede aar har kaempet for retfaerdighed, og hvoraf mange af dem aldrig foer har set en udenlaending.
"Una mas, una mas!"
Om aftenen var vi inviteret til at spise aftensmad med kosteleverne, der boede i et par bliktagshuse ved siden af skolen. Her fik vi til aftensmad det faar, vi havde overvaeret slagtningen af og nolge sindssygt laekre majsbroed, der som aegte fattigmandskost lagde en dejlig god bund i maven. Boernene var fuldstaendig fascinerede af vores digitalkameraer og kunne ikke faa nok at line op til et billede, hvorefter de alle farede i hovedet paa en for sammen at pege paa billedet og grine over hinanden. Mange af disse boern har nok aldrig set sig selv, og det var saa soedt og roerende, hvordan de hele tiden raabte "Una mas, una mas!" og stimlede sammen i en kaempe klump, med det bedste tandpastasmil paa munden. Pludselig var det tid til sang, og fem drengene charmerede sig ind i vore hjerter med guitar og autentiske sange fra omraadet, hvor en lille dreng paa ikke mere end 12 aar sang om alle de kvinder, der ventede i doeren paa dem. Vi fik hurtigt bikset et par samge sammen, det kunne ikke blive til andet en Mariehoenen Evigglad og Kvindemin i en noget usikker udgive, men vi fik da klapsalver med paa vejen. Der var serioest mileaar fra de generte boern om morgenen, derm est af lat havde lyst til at kravle tilbage i deres musehul, til disse boern, der ikke kunne faa nok af, at grine og lege med os.
Jeg kan fortaelle mange flere historier om vores dage i Karantindi, men som helhed var opholdet en oejenaabner, der gav os et indblik i en side af Bolivia, vi slet ikke havde set. Derude paa landet levede folk meget mere i en symbiose med hinanden, og det var utrolig smukt at se, hvordan foraeldrene arbejdede saa meget sammen med skolen og hjalp paa kryds og tvaers med at lave mad til boernene og engagerede sig saa meget i skolens gang.
Jeg laerte hvor langt man kan komme med leg og sjov, og hvordan generte boern, der virker indelukkede og utilpasse, kan blomstre saa meget op, hvis man bare giver dem tid og plads nok.
Vores dejlige jeep
Vi havde paa forhaand faaet at vide at vejene ikke var lige fremkommelig, saa vores hold blev udstyret med en jeep, med vores egen private chauffoer Roberto. Denne jeep havde principielt kun plads til seks mennesker, men intet problem kan ikke klares vha. lidt kreativ taenkning, saa med en skammel og et taeppe paa gulvet, blevet vi stuvet ind i jeepen og paagynte bumleturen med vores soede chauffoer Roberto, der havde soerget for at spaende alt vores bagage samt vores nyindkoebte madrasser fast til taget. Og hold kaeft det blev noget af bumletur! Efter et stop i den stoevede og noget stille by Muyupampa, hvor vi overnattede, stod naeste dag paa seks timers koeretur gennem et vildt sukt landsskab med groenne og frodige bjerg, der overhovedet ikke lignede dem vi kendte fra La Paz. Vejen var nogle steder saa hullede, at vi frygtede for vores lille jeeps evner opg overlevelser, og den sidste del af turen fik vi for alvor brug for bilens firhjulstraek, naar den skulle krydse floden, der loeb som en slange gennem hele landskabet. Vi var for alvor ude et sted, hvor naturen herskede, og der huse eller mennesker var at se i miles omkreds.
Vi kom dog helskindede men noget svedige og traette frem og var bare vildt spaaendte paa at se, hvad de naeste dage skulle bruges paa. Jeg ved ikke, om vi havde forventet en stor velkomstkomite med sang og dans, men vi blev noget overrasket, da vi absolut ingen boern saa paa skolen, og det hurtigt viste sig, at ingen af de tilstedevaerende laerere vidste, at vi kom. Lidt suspekt og skuffende, naar man nu havde brugt et helt doegn paa at komme frem. Men vi fansdt dog hurtigt ud af, at alle boernene var hjemme paa weekend, og den ansvarlige laerer for vores ophold kom senere paa dagen - puha, saa var vi lidt mere rolige!
Den dag blev brugt paa at vaske sveden af os i den lille flod, der samtidig var det eneste sted at finde vand, hvorfor vi de naeste dage tit vendte tilbage hertil, naar vi skulle hente vand i de smaa vandhuller. Umiddelbart saa vandet dejlig friskt og rent ud selv naar vi rensede det med jod, saa det fik en lidt gullig farve og maerkelig eftersmag, men da vi nogle gange fik hentet dunke med vand, hvori vi kunne se smaa myggelarver vride sig rundt klar til at forstyrre vores i forvejen meget haardt proevede vand, kom vi til at glaede os til koebevand i byen, der hverken lignede tis, smagte underligt eller indeholdte maerkelige dyr!
Blegfjaeserne fra Danmark
Men de naeste dage staar som nogle af de vildeste og mest fantastiske oplevelser jeg ihvertfald har haft. Efter en noget usikker dag, hvor alt var lidt usikkert og fremmed, skulle de neaste dage byde paa helt fantastiske oplevelser med boernene paa skolen.
Vores morgen startede med at hente braende, finde vand og faa gang i vores ildsted, saa vi kunne lave en god omgang varm og maettende havregroed. Snart dukkede en, saa to og flere smaa boern frem og kiggede nysgerrigt paa os blegfjaese, der sad og kaempede med de smaa kviste for at faa gang i en lille gloed. Kl. otte overvaerede vi deres morgensamling, hvor boernen blev linet op i raekker efter klassetrin og sang Bolivias nationalsang med Bolivias flag rejst - lidt underligt, naar nu disse skoler har saa meget fokus paa folkets oprindelige sprog guarani.
Men derefter startede vores aktiviteter med boernene, der varede hele dagen. Vi startede med en runde i alle klasserne, hvor vi praesenterede os selv, forklarede hvor vi kom fra, mens boernene kiggede genert vaek eller begravede deres hoveder i bordet. Da det saa var tid til, at de skulle praesentere sig, havde deres generthed vokset sig endnu stoerre, og isaer mange af pigerne brugte flere minutter, hvor de bare kiggede ned i jorden, mens deres kinder blussede os, indtil de naesten hviskende mumlede deres navn og alder og satte sig fnisende ned igen. Hvordan skulle vi dog nogensinde faa noget ud ad dem igen?
Boogie-woogie og rundbold
Efter en pause havde vi ansvaret for halvanden times leg og sport, og vores valg var faldet paa rundbold og stikbold. Foerst lavede vi faelles opvarmning med kongens efterfoelger, hvor vi i en stor rundkreds lagde stilen an og lavede forskellige maerkelige og meget entusiastiske bevaegelser, som mange af boernene fandt dybt underlige, og flere af pigerne var saa generte, at de ikke turde holde Aske i haanden, saa jeg maatte overtage hans plads! Vi sluttede af med boogie-woogie, der endte med at blive en sikker vinder paa opholdet, og saa var det tid til sport.
Og det blev en vild kamp, for selvom mange af boernene ikke var de foerste til at hoppe frem i koeen, saa kunne de fandme skyde til den bold naar det gjaldt, og vores boldegenskaber konkurrencelyst blegnede fuldstaendig, naar boernene og ogsaa laererne til sidst kastede sig ud i det med hud og haar og raabte og skreg for at gejle hinande op.
I loebet af eftermiddagen legede vi smaa tillidslege med boernene bl.a. kluddermor, der var super sjovt og en vildt god maade at kommunikere med hinanden paa, naar man ellers kun kunne bruge de maaske tyve spanske og fire guarani-ord vi har laert i loebet af turen. Desuden fik vi ogsaa aeren af at se slagtningen af et faar, der meget autentisk netop var hentet fra deres egen faarefold, og det var altsaa lidt barskt at se det kaempende faar, der til sidst gav op og blot laa og ventede paa at nogle af drengene, der stolt stod med kniven og skaevede hen til os, skulle goere det af med den. Man kan vist godt hoere at jeg ikke er opvokset paa landet! I loebet af eftermiddagen havde vi moede med en del af foraeldrene, hvoraf mange havde vandret ivflere timer for at moedes med os. Alle kvinderne var klaedt i den traditionelle guaranidragt, med et stykke smukt stof slaaet omkring kroppen, og generelt var disse kvinder saa smukke og autentiske med gnistrende oejne og det lange glatte haar - en af de aldste bedstemoedre lignede fuldstaendig bedstemor Piletraa fra tegenfilmen Mulan!
Vi foelte os saa privilegerede og heldige, at kunne sidde der midt blandt et aegte guaranifolk, der i saa mange hundrede aar har kaempet for retfaerdighed, og hvoraf mange af dem aldrig foer har set en udenlaending.
"Una mas, una mas!"
Om aftenen var vi inviteret til at spise aftensmad med kosteleverne, der boede i et par bliktagshuse ved siden af skolen. Her fik vi til aftensmad det faar, vi havde overvaeret slagtningen af og nolge sindssygt laekre majsbroed, der som aegte fattigmandskost lagde en dejlig god bund i maven. Boernene var fuldstaendig fascinerede af vores digitalkameraer og kunne ikke faa nok at line op til et billede, hvorefter de alle farede i hovedet paa en for sammen at pege paa billedet og grine over hinanden. Mange af disse boern har nok aldrig set sig selv, og det var saa soedt og roerende, hvordan de hele tiden raabte "Una mas, una mas!" og stimlede sammen i en kaempe klump, med det bedste tandpastasmil paa munden. Pludselig var det tid til sang, og fem drengene charmerede sig ind i vore hjerter med guitar og autentiske sange fra omraadet, hvor en lille dreng paa ikke mere end 12 aar sang om alle de kvinder, der ventede i doeren paa dem. Vi fik hurtigt bikset et par samge sammen, det kunne ikke blive til andet en Mariehoenen Evigglad og Kvindemin i en noget usikker udgive, men vi fik da klapsalver med paa vejen. Der var serioest mileaar fra de generte boern om morgenen, derm est af lat havde lyst til at kravle tilbage i deres musehul, til disse boern, der ikke kunne faa nok af, at grine og lege med os.
Jeg kan fortaelle mange flere historier om vores dage i Karantindi, men som helhed var opholdet en oejenaabner, der gav os et indblik i en side af Bolivia, vi slet ikke havde set. Derude paa landet levede folk meget mere i en symbiose med hinanden, og det var utrolig smukt at se, hvordan foraeldrene arbejdede saa meget sammen med skolen og hjalp paa kryds og tvaers med at lave mad til boernene og engagerede sig saa meget i skolens gang.
Jeg laerte hvor langt man kan komme med leg og sjov, og hvordan generte boern, der virker indelukkede og utilpasse, kan blomstre saa meget op, hvis man bare giver dem tid og plads nok.
fredag den 17. april 2009
torsdag den 16. april 2009
Baño natural og andre bolivianske busbegivenheder
"¿Está possible que baño natural?" Iben og Anna oejner en chance for at traede af paa naturens vegne, da bussen goer et pitstop. Chauffoeren og et par stykker mere siger alle mulige ting, der vist skal betyde nej, men til sidst faar de altsaa lov alligevel. Caroline og jeg selv synes ogsaa, at en lille tissetur i det fri lyder fin, saa vi skynder os at foelge efter. Udenfor staar der nogle maend og proever at loese et eller andet problem med bussen, saa vi skynder os ned bag bagenden og faar tisset af, saa hurtigt vi nu kan.
De 10 af os, der havde tilbragt fridagene sammen, er for et par timer siden draget ud paa en over 16 timer lang bustur til Camiri, hvor vi skal genforenes med resten af holdet.
I realiteten skal vi koere 18:30. Men altsaa, dette er jo mañana-kulturens verdensdel, saa vi venter altsaa lige paa dem, der endnu ikke er dukket op. Omkring en halv time for sent bakker bussen ud, og vi tager afsted - til trods for at der stadig mangler en. Egentlig sidder vi fint nok, vores saeder er gode, og vores ben kan godt vaere der. Men der bliver altsaa en lille smule trangt, da vi undervejs samler flere og flere lokale op, som skal vaere i den aldeles minimale midtergang - en enkelt af dem sidder paa sin saek med ukendt indhold, men de fleste staar op og kommer uundgaaeligt til at laene sig op af os, der sidder ned. Vores taalmodighed bliver ogsaa flere gange sat paa proeve, da vi af og til maa stoppe, enten fordi der lige skal fikses et eller andet ved bussen, eller ganske enkelt fordi vi skal holde og vente paa, at vejarbejdet arter sig sadaan, at vi kan smyge os forbi.
Alt i alt en spaendende tur i en bus, der vist aldrig har moedt en stoeddaemper, paa hullede veje, der bestet ikke aner, hvad asfalt er, med en chauffoer som er godt i gang med at slide bremserne op, hoejt oppe i bjergene med det ene skarpe haarnaalesving efter det andet - faktisk var det nok meget rart, at det var saa moekrt, at vi ikke helt kunne se, hvad der foregik. Men spaendingen maa siges at kulminere, da bussen saetter i gang efter vores sidste stop her til morgen, og vi altsaa mangler tre piger, der endnu ikke er kommet tilbage efter en lille toiletekspedition. Vi skynder os at raabe: "¡Faltan tres, faltan tres!". Beskeden bliver givet videre, og der bliver raabt "¿Falta una?", hvortil vi svarer, at der altsaa mangler hele tre! Dette faar heldigvis buschauffoeren overbevist, saa vi stopper og venter, til de tre endelig kommer til syne og skynder sig at loebe over til os under tilskyndende raab.
Men altsaa, til sidst kom vi alle helskindede frem, og i de lyse timer var det fatisk ogsaa en rigtig flot tur, saa nu ser vi bare frem til vores naeste lange straek, der hedder Santa Cruz-La Paz...
De 10 af os, der havde tilbragt fridagene sammen, er for et par timer siden draget ud paa en over 16 timer lang bustur til Camiri, hvor vi skal genforenes med resten af holdet.
I realiteten skal vi koere 18:30. Men altsaa, dette er jo mañana-kulturens verdensdel, saa vi venter altsaa lige paa dem, der endnu ikke er dukket op. Omkring en halv time for sent bakker bussen ud, og vi tager afsted - til trods for at der stadig mangler en. Egentlig sidder vi fint nok, vores saeder er gode, og vores ben kan godt vaere der. Men der bliver altsaa en lille smule trangt, da vi undervejs samler flere og flere lokale op, som skal vaere i den aldeles minimale midtergang - en enkelt af dem sidder paa sin saek med ukendt indhold, men de fleste staar op og kommer uundgaaeligt til at laene sig op af os, der sidder ned. Vores taalmodighed bliver ogsaa flere gange sat paa proeve, da vi af og til maa stoppe, enten fordi der lige skal fikses et eller andet ved bussen, eller ganske enkelt fordi vi skal holde og vente paa, at vejarbejdet arter sig sadaan, at vi kan smyge os forbi.
Alt i alt en spaendende tur i en bus, der vist aldrig har moedt en stoeddaemper, paa hullede veje, der bestet ikke aner, hvad asfalt er, med en chauffoer som er godt i gang med at slide bremserne op, hoejt oppe i bjergene med det ene skarpe haarnaalesving efter det andet - faktisk var det nok meget rart, at det var saa moekrt, at vi ikke helt kunne se, hvad der foregik. Men spaendingen maa siges at kulminere, da bussen saetter i gang efter vores sidste stop her til morgen, og vi altsaa mangler tre piger, der endnu ikke er kommet tilbage efter en lille toiletekspedition. Vi skynder os at raabe: "¡Faltan tres, faltan tres!". Beskeden bliver givet videre, og der bliver raabt "¿Falta una?", hvortil vi svarer, at der altsaa mangler hele tre! Dette faar heldigvis buschauffoeren overbevist, saa vi stopper og venter, til de tre endelig kommer til syne og skynder sig at loebe over til os under tilskyndende raab.
Men altsaa, til sidst kom vi alle helskindede frem, og i de lyse timer var det fatisk ogsaa en rigtig flot tur, saa nu ser vi bare frem til vores naeste lange straek, der hedder Santa Cruz-La Paz...
felipe quispe
Soendag morgen (tidligt!) kom Felipe Quispe og holdt moede med os paa vores hotel. Felipe Quispe er 66 aar gammel, moerk i huden, med overskaeg og cowboyhat. Han ligner mest af alt en af forbryderne i `Den Gode, den Onde og den Grusomme´, men her i landet er han et beroemt navn. Felipe er Aymarra indianer, men da han var 13 aar gammel kom han i skole og laerte at tale spansk. De blev dem forbudt at tale andet end spansk i skolen, selvom spansk var et fremmedsprog for dem og det blev dem forbudt at gaa i deres traditionelle toej. Den spanske identitet var ikke en de valgte, den blev dem paatvunget og siden hen foeler Felipe han har to hjerner: den aymarra-indianske og den spanske. Aymarrahjernen blev revet ud og den spanske presset ind.
I 1963 kom Felipe i den bolivianske haer og laerte bl.a nationalsangen, som indeholder stroferne ´lad den vaere fri (...) denne jord´og ´vi vil hellere doe end at vaere slaver´. Men indianernes jord er ikke fri og mange indianere lever den dag i dag som de facto slaver. Der forgik ogsaa staerk antikommunisme propaganda i haeren. Dette medfoerte at Felipe da han forlod haeren i 1964 gik ud og koebte Karl Marx´kommunistiske manifest. Han fandt ud af at propagandaen havde vaeret loegn og blev politisk bevidst.
I starten af 70érne under Hugo Venchez Chavez, var det forbudt at snakke om kommunisme, takarisme (opkaldt efter oproershelten Tupac Takari) etc. Alligevel fandtes der underjordiske organisationer, som gik imod diktaturet. Paa et tidspunkt lykkedes det at goere bevaegelserne lovlige og de gik ud i offentlighedens soegelys. Der viste sig dog en stor ulempe. Organisationerne sad ikke paa den oekonomiske magt og da det viste sig, at de ikke var staerke nok til at gaa imod de magthavende mistede de deres magt. I 1980 ved statskuppet kunne de intet andet goere end at se paa og siden maatte Felipe og hans faeller gaa i eksil. Felipe tog foerst til Lima, Peru, hvor han laerte en masse af ´Den lysende Sti´. Siden var han ogsaa i Salvador, paa Cuba og i Mexico og laere om forskellige modstandgruppers organisering. For at kunne starte en vaebnet kamp maatte de finde folk af det rette stof- folk som ville vaere gode guerillakrigere. Tilbage i Bolivia dannede de en oproersbevaegelse. Med dem var bl.a nuvaerende vicepraesident Garcia Linea, som var super revolutionaer dengang. Godt nok var han ikke en del af dem, han stammede fra den hvide elite og kendte ikke til aymarraernes kultur, men han kunne fx bruges til at infiltrere et af de nye, hvide boligkvarterer. (Felipe mener idag, at Linea er doven og en boesse der har forraadt bevaegelsen, via sin nye stilling).
Fra 1990-92 var Felipe del af en reel, vaebnet oproersbevaegelse.De financerede sig oekonomisk ved at roeve banker og kidnappe virksomhedsledere. Et faktum som Felipe ikke virker som om han har skrupler over. Han tager heller ikke afstand fra drab paa modstandere. Han udtrykte sig aldrig klokkeklart, men det fremgik ret tydeligt. Han mener at indianernes lidelseshistorie er saa lang og staerk og kolonisterne har saa meget blod paa haenderne at drab kan vaere et noedvendigt middel, for det er enten indianerne eller kolonisterne. Efter 2 aar blev oproersbevaelgen infiltreret og roeg i faengsel.
I faengslet laeste Felipe og senere fortsatte han paa universitetet. Da de 5 aar senere forlod faengslet besluttede de sig for, at fortsaette den vaebnede kamp, via ´Tupac Takaris oproersbevaegelse`. Men bevaegelsen var splittet og Felipe blev sat i midten som maegler mellem den revolutionaere floej og nuvaerende praesident Evo Morales mere modereate floej (som kun vil sultestrejke og demonstrere). Igennem bevaegelsen stillede de 62 krav om sociale rettigheder, jord, vand osv. De var traette af hverken at eje jorden under dem (mineralerne) eller himlen over dem. Deres krav blev ikke imoedekommet af praesident Sanchez. I 1998 kom Felipe dog i parlamentet for Landarbejdernes Fagforening og i 2002 kom 6 stk fra oproersbevaegelsen i parlamentet. Da de var for faa til at faa noget som helst gennemfoert (de blev ikke stoettet af Evo Morales parti MAS), forlod de parlamentet i 2003. De kunne ikke have deres kammerater til at sulte paa gaden, mens de trillede tommelfingre og fik hoeje loenninger. De overtog en kristen radiostation, sultestrejkede og tilfangetog landbrugsministeren for at faa frigivet fagforeningslkedere i en bytteafstale. Da nogle fra oproerslederne blev truet under en opstand i El Alto (hvor 70 blev draebt) gav Felipe ordre til at hive vaabene frem og folk fra millitaeret og politiet blev draebt i den aktion. De formaaede at sprede budskabet ved bl.a at faa en kvinde med 12 boern, som have mistet sin mand til ast udtale sig paa tv. Det foerte til yderlig stoette og oproer i El Alto. Lederne af oproersbevaegelsen, herunder Felipe, blev tilbudt penge og et visa til USA for at traekke sig. De gik under jorden istedet. Prtaesidenten gik af og Carlos Mezzer overtog. I 2005 overtog Evo Morales magten.
Felipe kan ikke lide Evo Morales. Han mener at det eneste indianske ved ham er hans naese. Han taler intet indiansk sprog og han har aldrig vaeret del af oproersbevaegelsen. Trods alle MAS` loefter er virksomhederenes ejere stadig i haenderne paa de transnationale, der er blevet afsat penge til at `koebe`fagforeningslederne for- for at holde MAS ved magten, hoejtstaaende folk i MAS er narkohandlere og smuglere og Morales` arbejde henimod genvalg bryder med det rotationssystem som hersker blandt indianerne. Felipe forudser at den nye grundlov vil foere Evo mod afgrunden. Bl.a artiklen om at indianerne skal betale skat vil ikke blive accepteret, de vil ikke betale skat- det boer kolonisterne goere, saa laenge de deler land. Oproersbevaegelsen er traadt ud af soegelyset og forbereder sig paa landet paa en ny opstand. Mere ville Felipe ikke ind paa det...
Felipe oensker et Aymarrarige, Qullasuyu, som spreder sig over alle de steder der bor Aymarraindianere: I Chile, Peru, Equador og i Bolivia. Men han ved godt at man ikke kan komme af med det spanske paa en enkelt dag. Dog mener han at Evo Morales og MAS er alt for urevolutionaere og uambitioese og at det ikke kan vaere sandt at der paa tre aar intet som helst er sket og alt blot er ved det gamle. Han kunne have haft langt stoerre personlig magt, men han kaemper istedet. Hvis Evo Morales bliver noedt til at gaa i eksil en dag vil han og hans faeller fortsaette kampen.
Felipe Quispe er enlig ikke en mand man kan kalde ved fornavn, det var han for raa til, men det var virkelig spaendende at moede en aegte revolutionaer.
I 1963 kom Felipe i den bolivianske haer og laerte bl.a nationalsangen, som indeholder stroferne ´lad den vaere fri (...) denne jord´og ´vi vil hellere doe end at vaere slaver´. Men indianernes jord er ikke fri og mange indianere lever den dag i dag som de facto slaver. Der forgik ogsaa staerk antikommunisme propaganda i haeren. Dette medfoerte at Felipe da han forlod haeren i 1964 gik ud og koebte Karl Marx´kommunistiske manifest. Han fandt ud af at propagandaen havde vaeret loegn og blev politisk bevidst.
I starten af 70érne under Hugo Venchez Chavez, var det forbudt at snakke om kommunisme, takarisme (opkaldt efter oproershelten Tupac Takari) etc. Alligevel fandtes der underjordiske organisationer, som gik imod diktaturet. Paa et tidspunkt lykkedes det at goere bevaegelserne lovlige og de gik ud i offentlighedens soegelys. Der viste sig dog en stor ulempe. Organisationerne sad ikke paa den oekonomiske magt og da det viste sig, at de ikke var staerke nok til at gaa imod de magthavende mistede de deres magt. I 1980 ved statskuppet kunne de intet andet goere end at se paa og siden maatte Felipe og hans faeller gaa i eksil. Felipe tog foerst til Lima, Peru, hvor han laerte en masse af ´Den lysende Sti´. Siden var han ogsaa i Salvador, paa Cuba og i Mexico og laere om forskellige modstandgruppers organisering. For at kunne starte en vaebnet kamp maatte de finde folk af det rette stof- folk som ville vaere gode guerillakrigere. Tilbage i Bolivia dannede de en oproersbevaegelse. Med dem var bl.a nuvaerende vicepraesident Garcia Linea, som var super revolutionaer dengang. Godt nok var han ikke en del af dem, han stammede fra den hvide elite og kendte ikke til aymarraernes kultur, men han kunne fx bruges til at infiltrere et af de nye, hvide boligkvarterer. (Felipe mener idag, at Linea er doven og en boesse der har forraadt bevaegelsen, via sin nye stilling).
Fra 1990-92 var Felipe del af en reel, vaebnet oproersbevaegelse.De financerede sig oekonomisk ved at roeve banker og kidnappe virksomhedsledere. Et faktum som Felipe ikke virker som om han har skrupler over. Han tager heller ikke afstand fra drab paa modstandere. Han udtrykte sig aldrig klokkeklart, men det fremgik ret tydeligt. Han mener at indianernes lidelseshistorie er saa lang og staerk og kolonisterne har saa meget blod paa haenderne at drab kan vaere et noedvendigt middel, for det er enten indianerne eller kolonisterne. Efter 2 aar blev oproersbevaelgen infiltreret og roeg i faengsel.
I faengslet laeste Felipe og senere fortsatte han paa universitetet. Da de 5 aar senere forlod faengslet besluttede de sig for, at fortsaette den vaebnede kamp, via ´Tupac Takaris oproersbevaegelse`. Men bevaegelsen var splittet og Felipe blev sat i midten som maegler mellem den revolutionaere floej og nuvaerende praesident Evo Morales mere modereate floej (som kun vil sultestrejke og demonstrere). Igennem bevaegelsen stillede de 62 krav om sociale rettigheder, jord, vand osv. De var traette af hverken at eje jorden under dem (mineralerne) eller himlen over dem. Deres krav blev ikke imoedekommet af praesident Sanchez. I 1998 kom Felipe dog i parlamentet for Landarbejdernes Fagforening og i 2002 kom 6 stk fra oproersbevaegelsen i parlamentet. Da de var for faa til at faa noget som helst gennemfoert (de blev ikke stoettet af Evo Morales parti MAS), forlod de parlamentet i 2003. De kunne ikke have deres kammerater til at sulte paa gaden, mens de trillede tommelfingre og fik hoeje loenninger. De overtog en kristen radiostation, sultestrejkede og tilfangetog landbrugsministeren for at faa frigivet fagforeningslkedere i en bytteafstale. Da nogle fra oproerslederne blev truet under en opstand i El Alto (hvor 70 blev draebt) gav Felipe ordre til at hive vaabene frem og folk fra millitaeret og politiet blev draebt i den aktion. De formaaede at sprede budskabet ved bl.a at faa en kvinde med 12 boern, som have mistet sin mand til ast udtale sig paa tv. Det foerte til yderlig stoette og oproer i El Alto. Lederne af oproersbevaegelsen, herunder Felipe, blev tilbudt penge og et visa til USA for at traekke sig. De gik under jorden istedet. Prtaesidenten gik af og Carlos Mezzer overtog. I 2005 overtog Evo Morales magten.
Felipe kan ikke lide Evo Morales. Han mener at det eneste indianske ved ham er hans naese. Han taler intet indiansk sprog og han har aldrig vaeret del af oproersbevaegelsen. Trods alle MAS` loefter er virksomhederenes ejere stadig i haenderne paa de transnationale, der er blevet afsat penge til at `koebe`fagforeningslederne for- for at holde MAS ved magten, hoejtstaaende folk i MAS er narkohandlere og smuglere og Morales` arbejde henimod genvalg bryder med det rotationssystem som hersker blandt indianerne. Felipe forudser at den nye grundlov vil foere Evo mod afgrunden. Bl.a artiklen om at indianerne skal betale skat vil ikke blive accepteret, de vil ikke betale skat- det boer kolonisterne goere, saa laenge de deler land. Oproersbevaegelsen er traadt ud af soegelyset og forbereder sig paa landet paa en ny opstand. Mere ville Felipe ikke ind paa det...
Felipe oensker et Aymarrarige, Qullasuyu, som spreder sig over alle de steder der bor Aymarraindianere: I Chile, Peru, Equador og i Bolivia. Men han ved godt at man ikke kan komme af med det spanske paa en enkelt dag. Dog mener han at Evo Morales og MAS er alt for urevolutionaere og uambitioese og at det ikke kan vaere sandt at der paa tre aar intet som helst er sket og alt blot er ved det gamle. Han kunne have haft langt stoerre personlig magt, men han kaemper istedet. Hvis Evo Morales bliver noedt til at gaa i eksil en dag vil han og hans faeller fortsaette kampen.
Felipe Quispe er enlig ikke en mand man kan kalde ved fornavn, det var han for raa til, men det var virkelig spaendende at moede en aegte revolutionaer.
¡Hvis I vil draebe os, saa draeb os, men goer det paa gaden - vi vil ikke gemme os!
Da vi var faerdige med at tale med Fejuve, rejste kvinden Cecilia sig op for at fotaelle om hvordan Kvindekollektivet var opstaaet ud fra naboraadene.
Hun havde siddet og givet samtykkende kommentarer fra stolen i hjoernet, men kom nu ind i midten for at fortaelle kvindernes historie i "Blodig Oktober 2003"
Cecilia startede med at fortaelle, at kvinder altid har haft plads i naboraadene, men at deres rolle har vaeret at faa sat hjemmet og boernene paa dagsordenen. Men i starten af 2003 tager forskellige politiske aktoerer og organisationer fat i de 50-60 kvindelige ledere fra forskellige naboraad, og de bliver opfordret til at begynde at moedes og tage aktiv del i samfundet. Det var grunden til, at Kvindekollektivet opstod.
Cecilia fortalte, at kvindekollektivet beskaeftigede sig med de samme problematikker som naboraadene, men at de valgte at koncentrere sig om, at regeringen ville privatisere Bolivias naturgasressourcer, og goere det til deres maerkesag for at faa befolkningen til at vaagne op.
Kvinder fra forskellige distrikter begyndte at gaa paa gaden, demonstrere og give information om naturgasressourcerne, og hvad en privatisering af disse ville betyde for den almene befolkning. De fik megafoner fra et kvindecenter og gik i gang med deres mission om at politisere unge og kvinder. "Vi var overalt", sagde Cecilia, der efterhaanden var ved at faa talt sig varm. "Konen i isboden, hos bageren, hos frisoeren, paa torve og gader, alle steder, nat og dag, oplyste kvinder folk om, hvad der foregik i landet." Men tilslutningen var ikke som forventet, folk syntes ikke, det var vigtigt. Folk tilsluttede sig ikke deres arbejde paa gaderne eller i demonstrationerne, men de havde hoert efter alligevel. For da Blodige Oktober naermede sig, viste det sig at folk kunne huske, hvad issaelgeren, bagerkonen og kvinderne paa torvene og gaderne havde sagt. Takket vaere Kvindekollektivet var folket nu oplyste og derfor nemme at organisere gennem naboraadene, da situationen spidsede til. Saa da Kvindekollektivet organiserede den foerste demonstration stroemmede folk paa gaderne for at vise deres utilfredshed med regeringens tiltag.
"Vi braendte madrasser og bildaek af i gaderne, overalt hoertes vores utilfredse stemmer med raabet: "El Alto - altid paa foedderne, aldrig paa knaeene", op og ned ad gaderne." I 12 dage varede demonstrationerne, og i den tid, fortalte hun, var kvinderne altid forrest, altid skjold for maendene der gik bagved. "Til sidst var vi immune overfor den taaregas politiet kastede efter os for at faa os til at tie stille. Men vi samlede granaterne op og kastede dem tilbage til soldaterne" fortalte hun, og fortsatte. "Vi raabte til dem: Hvis I vil draebe os, saa draeb os, men goer det paa gaden - vi vil ikke gemme os!"
Da de 12 dage var gaaet med kampe paa gaderne, udgydt blod og haese stemmer, rejste praesidenten Goni, og foerst da, fortalte hun, kunne kvinderne maerke traetheden komme og se, hvad der var sket. Kvinderne sagde til sig selv: "Nu er Goni gaaet af, okay. Saa lad os se at faa ryddet op i gaderne" Og kvinder, boern og unge gik paa gaderne endnu en gang, men denne gang for at rydde op og goere rent, mens maendene blev interviewet om oproeret i El Alto.
"Kvindernes kampe har altid vaeret usynlige" sukkede hun, men fortsatte med mere gejst: "Men nu bliver vi mere og mere anerkendte. Kvinderne er vokset politisk - ogsaa i maendenes oejne. Selvom det er smertefuldt at tale om og huske paa alt blodet, saa var Blodige Oktober en vigtig opvaagning for kvinderne. Nu foelger vi med i nyhederne, og i dag bekymrer kvinderne fra El Alto sig om noget andet end kun hjemmet og boernene. Nu bekymrer vi os om hele landet."
Helt stakaandende sidder vi alle paa gulvet rundt om den gloedende kvinde i det efterhaanden moerke rum, og det eneste, der kan hoeres, er blyanterne paa notesblokkene rundt omkring. I de smaa 20 minutter der er gaaet, er vi blevet hevet ind i kvindernes kamp med hud og haar. At der maatte udgydes blod for politiseringen af kvinderne i El Alto er tragisk, men vi kan kun vaere enig med hende i, at de i dag bliver hoert, og at deres kamp ikke laengere er usynlig. Som afsluttende bemaerkning siger kvinden med vilje i stemmen: " Men oktober maaned er ikke slut, der er stadig meget at goere. Og nu sidder kvinderne i El Alto ikke laengere stille og ser til. Vi kender vores rettigheder, og kvinderne idag protesterer"
-Skrevet af Anna, med en lille smule hjaelp fra Laura
Hun havde siddet og givet samtykkende kommentarer fra stolen i hjoernet, men kom nu ind i midten for at fortaelle kvindernes historie i "Blodig Oktober 2003"
Cecilia startede med at fortaelle, at kvinder altid har haft plads i naboraadene, men at deres rolle har vaeret at faa sat hjemmet og boernene paa dagsordenen. Men i starten af 2003 tager forskellige politiske aktoerer og organisationer fat i de 50-60 kvindelige ledere fra forskellige naboraad, og de bliver opfordret til at begynde at moedes og tage aktiv del i samfundet. Det var grunden til, at Kvindekollektivet opstod.
Cecilia fortalte, at kvindekollektivet beskaeftigede sig med de samme problematikker som naboraadene, men at de valgte at koncentrere sig om, at regeringen ville privatisere Bolivias naturgasressourcer, og goere det til deres maerkesag for at faa befolkningen til at vaagne op.
Kvinder fra forskellige distrikter begyndte at gaa paa gaden, demonstrere og give information om naturgasressourcerne, og hvad en privatisering af disse ville betyde for den almene befolkning. De fik megafoner fra et kvindecenter og gik i gang med deres mission om at politisere unge og kvinder. "Vi var overalt", sagde Cecilia, der efterhaanden var ved at faa talt sig varm. "Konen i isboden, hos bageren, hos frisoeren, paa torve og gader, alle steder, nat og dag, oplyste kvinder folk om, hvad der foregik i landet." Men tilslutningen var ikke som forventet, folk syntes ikke, det var vigtigt. Folk tilsluttede sig ikke deres arbejde paa gaderne eller i demonstrationerne, men de havde hoert efter alligevel. For da Blodige Oktober naermede sig, viste det sig at folk kunne huske, hvad issaelgeren, bagerkonen og kvinderne paa torvene og gaderne havde sagt. Takket vaere Kvindekollektivet var folket nu oplyste og derfor nemme at organisere gennem naboraadene, da situationen spidsede til. Saa da Kvindekollektivet organiserede den foerste demonstration stroemmede folk paa gaderne for at vise deres utilfredshed med regeringens tiltag.
"Vi braendte madrasser og bildaek af i gaderne, overalt hoertes vores utilfredse stemmer med raabet: "El Alto - altid paa foedderne, aldrig paa knaeene", op og ned ad gaderne." I 12 dage varede demonstrationerne, og i den tid, fortalte hun, var kvinderne altid forrest, altid skjold for maendene der gik bagved. "Til sidst var vi immune overfor den taaregas politiet kastede efter os for at faa os til at tie stille. Men vi samlede granaterne op og kastede dem tilbage til soldaterne" fortalte hun, og fortsatte. "Vi raabte til dem: Hvis I vil draebe os, saa draeb os, men goer det paa gaden - vi vil ikke gemme os!"
Da de 12 dage var gaaet med kampe paa gaderne, udgydt blod og haese stemmer, rejste praesidenten Goni, og foerst da, fortalte hun, kunne kvinderne maerke traetheden komme og se, hvad der var sket. Kvinderne sagde til sig selv: "Nu er Goni gaaet af, okay. Saa lad os se at faa ryddet op i gaderne" Og kvinder, boern og unge gik paa gaderne endnu en gang, men denne gang for at rydde op og goere rent, mens maendene blev interviewet om oproeret i El Alto.
"Kvindernes kampe har altid vaeret usynlige" sukkede hun, men fortsatte med mere gejst: "Men nu bliver vi mere og mere anerkendte. Kvinderne er vokset politisk - ogsaa i maendenes oejne. Selvom det er smertefuldt at tale om og huske paa alt blodet, saa var Blodige Oktober en vigtig opvaagning for kvinderne. Nu foelger vi med i nyhederne, og i dag bekymrer kvinderne fra El Alto sig om noget andet end kun hjemmet og boernene. Nu bekymrer vi os om hele landet."
Helt stakaandende sidder vi alle paa gulvet rundt om den gloedende kvinde i det efterhaanden moerke rum, og det eneste, der kan hoeres, er blyanterne paa notesblokkene rundt omkring. I de smaa 20 minutter der er gaaet, er vi blevet hevet ind i kvindernes kamp med hud og haar. At der maatte udgydes blod for politiseringen af kvinderne i El Alto er tragisk, men vi kan kun vaere enig med hende i, at de i dag bliver hoert, og at deres kamp ikke laengere er usynlig. Som afsluttende bemaerkning siger kvinden med vilje i stemmen: " Men oktober maaned er ikke slut, der er stadig meget at goere. Og nu sidder kvinderne i El Alto ikke laengere stille og ser til. Vi kender vores rettigheder, og kvinderne idag protesterer"
-Skrevet af Anna, med en lille smule hjaelp fra Laura
Teatro Trono
Efter tre hektiske dage i La Paz gik turen til nabobyen El Alto, der med sine 800.000 indbyggere paa kun 30 aar er en af de hurtigst voksende byer i verden. Beliggende paa den pandekageflade Altiplano slette var det baade tid til at finde varmere toej frem, men samtidig vaere klar med solcremen, da en hoejde paa 4000 meter over havet medbragte en overhaengende risiko for solbraendthed.
Vi blev alle indlogeret hos lokale familier, som trods en ret stor sprogbarriere, var meget soede og imoedkommende og vha fagter og medbragte postkort og billeder fra Danmark, fik vi dog alligevel kommunikeret med dem. Der blev desvaerre ikke saa meget tid med familierne, for det meste af tiden gik med teatergruppen Teatro Trono, der viste os El Alto paa en helt speciel og anderledes maade.
To Pippi Langstroempe huse
Vores base i El Alto var teatergruppens eget hus i centrum. Og det var bestemt ikke et normalt hus. Det er naesten umuligt at beskrive dette hus, for det indeholdte saa mange underlige ting paa en gang: Dets kaelder, var udformet som en mine; farver i alle verdens nuancer i en stor paerevaelling; toiletdoere der lignede, at de var hevet ud af en bil; taarne paa husets tage, der var forbundet med smalle gangbroer udne noget gelaender eller andet sikkerhedsnet; og endelig var hele huset bygget op omkring en indvendig skakt beklaedt med udendoers vinduer - det var et sandt eventyrhus!
Teatergruppen er en ungdomsorganisation, Compas, der hjaelper unge fra slumbyen med at udvikle sig paa en kreative og aaben maade. Udover huset i centrum, hvor vi holdt til, fik vi ogaa lov til at besoege Compas andet hus, der laa laaaangt ude paa sletten, hvor alle huse var stoevede murstens- eller lerhuse, der faldt ind i den golde natur.
Bongotrommer og pantomimeteater
Da vi ankom med bus, efter en laengere eftermiddag med mange aktiviteter og rundvisning i byen, blev vi noget paf, da stilheden blev brudt af lyden af et kaempe trommeshow. Paa taget af smaa kanarper ud fra huset stod otte klovneklaedte unge mennesker og taeskede loes paa forskellige bongotrommer - en fuldstaendig fantastisk og uventet entre midt ude i ingenting. Huset, de stod paa, var lige saa vildt og unikt som huset i centrum, men paa en helt anden maade. Udover de traditionelle mursten blev husets vaegge udgjort af bildaek, glasflasker, gamle radioer og tomme fjernsynsskaerme, der gav huset et helt vildt syret udseende.
Efter trommeshowet var slut, gik vi ind i huset og op paa den oeverste etage, hvor endnu en overraskelse ventede os. De otte unge udgjorde sammen en skulptur, hvor de med deres hvidmalede masker ville have passet perfekt ind i et cirkus. Da vi alle havde fundet os til rette, begyndte et stoerre pantomimeshow, der langt overgik Pjerrots show paa Bakken. De var alle sindssygt dygtige i deres bevaegelser og mimik, og selvom der ikke var en eneste replik, forstod alle stykkets handling - fra forelskelsens strabadser og forhindringer over foraeldrestadiet og dets bekymringer til den gamle mands videregivelse af erfaringer om blomsterne og bierne!
Efter de unges vilde og imponerende optraeden foelte vi os noedsaget til ogsaa at vise nogle af vores talenter (eller mangel paa samme!), og vi sang derfor et par hoejskolesange og en enkelt aegte dansk popsang fra kor, nemlig Det Brune Punktums "Kom lad os gaa" - saa kan det vist ikke blive bedre. Vi fik dog hoeje klapsalver med paa vejen, af aerefrygt eller medlidenhed ved vi ikke! Som en sidste optraeden blev vi sendt afsted med endnu et trommeshow denne gang med sambarytmer, der gjorde det umuligt for os at staa stille, og vi havde slet ikke lyst til at kravle op i bussen. Overordnet en hel vild oplevelse og bestemt ikke hvad man havde forventet at blive moedt af saa langt vaek fra alting.
Interaktivt teater
Teatro Trono og Compas var fyldt af energiske og engagerede mennekser, der virkelig braendte for deres arbejde og fik hevet os med ind i glaeden ved at udtrykke sig kreativt. Udover at se de to eventyrlige huse, blev vi hevet ned i den foeromtalte minekaelder, hvor vi blev ifoert foerst indianerponcho og alt for smaa tophuer og derefter hjelm, hammer og stok, for at vi paa den maade, som en del af forestillingen, gennemlevede Bolivias historie fra inkatiden og koloniseringen til minearbejdernes kamp for retfaerdighed.
En hel formiddag blev ogsaa brugt paa forskellige lege bl.a. en tillidoevelse, hvor halvdelen af os til rolig musik skulle lukke oejnene og derefter blive foert rundt i en vals fra person til person, uden at vide i hvis arme man var havnet i.
Det var nogle fantastiske dage vi havde i El Alto, og man kan virkelig laere meget af teaterholdet, der lagde alle kraefter i, at hjaelpe unge til at udtrykke sig paa en mere anderledes og kreativ maade, end det traditionelle bolivianske skolesystem ellers tillader dem.
Vi blev alle indlogeret hos lokale familier, som trods en ret stor sprogbarriere, var meget soede og imoedkommende og vha fagter og medbragte postkort og billeder fra Danmark, fik vi dog alligevel kommunikeret med dem. Der blev desvaerre ikke saa meget tid med familierne, for det meste af tiden gik med teatergruppen Teatro Trono, der viste os El Alto paa en helt speciel og anderledes maade.
To Pippi Langstroempe huse
Vores base i El Alto var teatergruppens eget hus i centrum. Og det var bestemt ikke et normalt hus. Det er naesten umuligt at beskrive dette hus, for det indeholdte saa mange underlige ting paa en gang: Dets kaelder, var udformet som en mine; farver i alle verdens nuancer i en stor paerevaelling; toiletdoere der lignede, at de var hevet ud af en bil; taarne paa husets tage, der var forbundet med smalle gangbroer udne noget gelaender eller andet sikkerhedsnet; og endelig var hele huset bygget op omkring en indvendig skakt beklaedt med udendoers vinduer - det var et sandt eventyrhus!
Teatergruppen er en ungdomsorganisation, Compas, der hjaelper unge fra slumbyen med at udvikle sig paa en kreative og aaben maade. Udover huset i centrum, hvor vi holdt til, fik vi ogaa lov til at besoege Compas andet hus, der laa laaaangt ude paa sletten, hvor alle huse var stoevede murstens- eller lerhuse, der faldt ind i den golde natur.
Bongotrommer og pantomimeteater
Da vi ankom med bus, efter en laengere eftermiddag med mange aktiviteter og rundvisning i byen, blev vi noget paf, da stilheden blev brudt af lyden af et kaempe trommeshow. Paa taget af smaa kanarper ud fra huset stod otte klovneklaedte unge mennesker og taeskede loes paa forskellige bongotrommer - en fuldstaendig fantastisk og uventet entre midt ude i ingenting. Huset, de stod paa, var lige saa vildt og unikt som huset i centrum, men paa en helt anden maade. Udover de traditionelle mursten blev husets vaegge udgjort af bildaek, glasflasker, gamle radioer og tomme fjernsynsskaerme, der gav huset et helt vildt syret udseende.
Efter trommeshowet var slut, gik vi ind i huset og op paa den oeverste etage, hvor endnu en overraskelse ventede os. De otte unge udgjorde sammen en skulptur, hvor de med deres hvidmalede masker ville have passet perfekt ind i et cirkus. Da vi alle havde fundet os til rette, begyndte et stoerre pantomimeshow, der langt overgik Pjerrots show paa Bakken. De var alle sindssygt dygtige i deres bevaegelser og mimik, og selvom der ikke var en eneste replik, forstod alle stykkets handling - fra forelskelsens strabadser og forhindringer over foraeldrestadiet og dets bekymringer til den gamle mands videregivelse af erfaringer om blomsterne og bierne!
Efter de unges vilde og imponerende optraeden foelte vi os noedsaget til ogsaa at vise nogle af vores talenter (eller mangel paa samme!), og vi sang derfor et par hoejskolesange og en enkelt aegte dansk popsang fra kor, nemlig Det Brune Punktums "Kom lad os gaa" - saa kan det vist ikke blive bedre. Vi fik dog hoeje klapsalver med paa vejen, af aerefrygt eller medlidenhed ved vi ikke! Som en sidste optraeden blev vi sendt afsted med endnu et trommeshow denne gang med sambarytmer, der gjorde det umuligt for os at staa stille, og vi havde slet ikke lyst til at kravle op i bussen. Overordnet en hel vild oplevelse og bestemt ikke hvad man havde forventet at blive moedt af saa langt vaek fra alting.
Interaktivt teater
Teatro Trono og Compas var fyldt af energiske og engagerede mennekser, der virkelig braendte for deres arbejde og fik hevet os med ind i glaeden ved at udtrykke sig kreativt. Udover at se de to eventyrlige huse, blev vi hevet ned i den foeromtalte minekaelder, hvor vi blev ifoert foerst indianerponcho og alt for smaa tophuer og derefter hjelm, hammer og stok, for at vi paa den maade, som en del af forestillingen, gennemlevede Bolivias historie fra inkatiden og koloniseringen til minearbejdernes kamp for retfaerdighed.
En hel formiddag blev ogsaa brugt paa forskellige lege bl.a. en tillidoevelse, hvor halvdelen af os til rolig musik skulle lukke oejnene og derefter blive foert rundt i en vals fra person til person, uden at vide i hvis arme man var havnet i.
Det var nogle fantastiske dage vi havde i El Alto, og man kan virkelig laere meget af teaterholdet, der lagde alle kraefter i, at hjaelpe unge til at udtrykke sig paa en mere anderledes og kreativ maade, end det traditionelle bolivianske skolesystem ellers tillader dem.
Abonner på:
Opslag (Atom)