Karatindi

Vi havde vaeret i Bolivia i naesten tre uger, og vi var efterhaanden begyndt at foele os ret meget som aegte backpackere, naar vi kunne klare baade klamme toiletforhold med toiletter der ikke altid kunne traekke ud; knirkende og haarde senge, hvor uldtaepperne ikke hver nat holdt kulden ude og mad, der ikke altid blev modtaget lige godt af vores maver. Men vi var nu omsider ankommet til varmen i lavlandet klar til at begive os ud paa landet og bo tre dage paa tosprogede (spansk og guarani) kostskoler. Efter fire fridage, hvor vi havde vaeret delt i mange forskellige dele af landet, var det tid til endnu en gang af splittes, saa jeg, Signe, Astrid, Aske, Nynne, Naja, Signe og Christine begav os afsted mod omraadet Iguembe og kostskolen Karatindi.

Vores dejlige jeep
Vi havde paa forhaand faaet at vide at vejene ikke var lige fremkommelig, saa vores hold blev udstyret med en jeep, med vores egen private chauffoer Roberto. Denne jeep havde principielt kun plads til seks mennesker, men intet problem kan ikke klares vha. lidt kreativ taenkning, saa med en skammel og et taeppe paa gulvet, blevet vi stuvet ind i jeepen og paagynte bumleturen med vores soede chauffoer Roberto, der havde soerget for at spaende alt vores bagage samt vores nyindkoebte madrasser fast til taget. Og hold kaeft det blev noget af bumletur! Efter et stop i den stoevede og noget stille by Muyupampa, hvor vi overnattede, stod naeste dag paa seks timers koeretur gennem et vildt sukt landsskab med groenne og frodige bjerg, der overhovedet ikke lignede dem vi kendte fra La Paz. Vejen var nogle steder saa hullede, at vi frygtede for vores lille jeeps evner opg overlevelser, og den sidste del af turen fik vi for alvor brug for bilens firhjulstraek, naar den skulle krydse floden, der loeb som en slange gennem hele landskabet. Vi var for alvor ude et sted, hvor naturen herskede, og der huse eller mennesker var at se i miles omkreds.
Vi kom dog helskindede men noget svedige og traette frem og var bare vildt spaaendte paa at se, hvad de naeste dage skulle bruges paa. Jeg ved ikke, om vi havde forventet en stor velkomstkomite med sang og dans, men vi blev noget overrasket, da vi absolut ingen boern saa paa skolen, og det hurtigt viste sig, at ingen af de tilstedevaerende laerere vidste, at vi kom. Lidt suspekt og skuffende, naar man nu havde brugt et helt doegn paa at komme frem. Men vi fansdt dog hurtigt ud af, at alle boernene var hjemme paa weekend, og den ansvarlige laerer for vores ophold kom senere paa dagen - puha, saa var vi lidt mere rolige!
Den dag blev brugt paa at vaske sveden af os i den lille flod, der samtidig var det eneste sted at finde vand, hvorfor vi de naeste dage tit vendte tilbage hertil, naar vi skulle hente vand i de smaa vandhuller. Umiddelbart saa vandet dejlig friskt og rent ud selv naar vi rensede det med jod, saa det fik en lidt gullig farve og maerkelig eftersmag, men da vi nogle gange fik hentet dunke med vand, hvori vi kunne se smaa myggelarver vride sig rundt klar til at forstyrre vores i forvejen meget haardt proevede vand, kom vi til at glaede os til koebevand i byen, der hverken lignede tis, smagte underligt eller indeholdte maerkelige dyr!

Blegfjaeserne fra Danmark
Men de naeste dage staar som nogle af de vildeste og mest fantastiske oplevelser jeg ihvertfald har haft. Efter en noget usikker dag, hvor alt var lidt usikkert og fremmed, skulle de neaste dage byde paa helt fantastiske oplevelser med boernene paa skolen.
Vores morgen startede med at hente braende, finde vand og faa gang i vores ildsted, saa vi kunne lave en god omgang varm og maettende havregroed. Snart dukkede en, saa to og flere smaa boern frem og kiggede nysgerrigt paa os blegfjaese, der sad og kaempede med de smaa kviste for at faa gang i en lille gloed. Kl. otte overvaerede vi deres morgensamling, hvor boernen blev linet op i raekker efter klassetrin og sang Bolivias nationalsang med Bolivias flag rejst - lidt underligt, naar nu disse skoler har saa meget fokus paa folkets oprindelige sprog guarani.
Men derefter startede vores aktiviteter med boernene, der varede hele dagen. Vi startede med en runde i alle klasserne, hvor vi praesenterede os selv, forklarede hvor vi kom fra, mens boernene kiggede genert vaek eller begravede deres hoveder i bordet. Da det saa var tid til, at de skulle praesentere sig, havde deres generthed vokset sig endnu stoerre, og isaer mange af pigerne brugte flere minutter, hvor de bare kiggede ned i jorden, mens deres kinder blussede os, indtil de naesten hviskende mumlede deres navn og alder og satte sig fnisende ned igen. Hvordan skulle vi dog nogensinde faa noget ud ad dem igen?


Boogie-woogie og rundbold
Efter en pause havde vi ansvaret for halvanden times leg og sport, og vores valg var faldet paa rundbold og stikbold. Foerst lavede vi faelles opvarmning med kongens efterfoelger, hvor vi i en stor rundkreds lagde stilen an og lavede forskellige maerkelige og meget entusiastiske bevaegelser, som mange af boernene fandt dybt underlige, og flere af pigerne var saa generte, at de ikke turde holde Aske i haanden, saa jeg maatte overtage hans plads! Vi sluttede af med boogie-woogie, der endte med at blive en sikker vinder paa opholdet, og saa var det tid til sport.
Og det blev en vild kamp, for selvom mange af boernene ikke var de foerste til at hoppe frem i koeen, saa kunne de fandme skyde til den bold naar det gjaldt, og vores boldegenskaber konkurrencelyst blegnede fuldstaendig, naar boernene og ogsaa laererne til sidst kastede sig ud i det med hud og haar og raabte og skreg for at gejle hinande op.
I loebet af eftermiddagen legede vi smaa tillidslege med boernene bl.a. kluddermor, der var super sjovt og en vildt god maade at kommunikere med hinanden paa, naar man ellers kun kunne bruge de maaske tyve spanske og fire guarani-ord vi har laert i loebet af turen. Desuden fik vi ogsaa aeren af at se slagtningen af et faar, der meget autentisk netop var hentet fra deres egen faarefold, og det var altsaa lidt barskt at se det kaempende faar, der til sidst gav op og blot laa og ventede paa at nogle af drengene, der stolt stod med kniven og skaevede hen til os, skulle goere det af med den. Man kan vist godt hoere at jeg ikke er opvokset paa landet! I loebet af eftermiddagen havde vi moede med en del af foraeldrene, hvoraf mange havde vandret ivflere timer for at moedes med os. Alle kvinderne var klaedt i den traditionelle guaranidragt, med et stykke smukt stof slaaet omkring kroppen, og generelt var disse kvinder saa smukke og autentiske med gnistrende oejne og det lange glatte haar - en af de aldste bedstemoedre lignede fuldstaendig bedstemor Piletraa fra tegenfilmen Mulan!
Vi foelte os saa privilegerede og heldige, at kunne sidde der midt blandt et aegte guaranifolk, der i saa mange hundrede aar har kaempet for retfaerdighed, og hvoraf mange af dem aldrig foer har set en udenlaending.

"Una mas, una mas!"
Om aftenen var vi inviteret til at spise aftensmad med kosteleverne, der boede i et par bliktagshuse ved siden af skolen. Her fik vi til aftensmad det faar, vi havde overvaeret slagtningen af og nolge sindssygt laekre majsbroed, der som aegte fattigmandskost lagde en dejlig god bund i maven. Boernene var fuldstaendig fascinerede af vores digitalkameraer og kunne ikke faa nok at line op til et billede, hvorefter de alle farede i hovedet paa en for sammen at pege paa billedet og grine over hinanden. Mange af disse boern har nok aldrig set sig selv, og det var saa soedt og roerende, hvordan de hele tiden raabte "Una mas, una mas!" og stimlede sammen i en kaempe klump, med det bedste tandpastasmil paa munden. Pludselig var det tid til sang, og fem drengene charmerede sig ind i vore hjerter med guitar og autentiske sange fra omraadet, hvor en lille dreng paa ikke mere end 12 aar sang om alle de kvinder, der ventede i doeren paa dem. Vi fik hurtigt bikset et par samge sammen, det kunne ikke blive til andet en Mariehoenen Evigglad og Kvindemin i en noget usikker udgive, men vi fik da klapsalver med paa vejen. Der var serioest mileaar fra de generte boern om morgenen, derm est af lat havde lyst til at kravle tilbage i deres musehul, til disse boern, der ikke kunne faa nok af, at grine og lege med os.

Jeg kan fortaelle mange flere historier om vores dage i Karantindi, men som helhed var opholdet en oejenaabner, der gav os et indblik i en side af Bolivia, vi slet ikke havde set. Derude paa landet levede folk meget mere i en symbiose med hinanden, og det var utrolig smukt at se, hvordan foraeldrene arbejdede saa meget sammen med skolen og hjalp paa kryds og tvaers med at lave mad til boernene og engagerede sig saa meget i skolens gang.
Jeg laerte hvor langt man kan komme med leg og sjov, og hvordan generte boern, der virker indelukkede og utilpasse, kan blomstre saa meget op, hvis man bare giver dem tid og plads nok.