Baño natural og andre bolivianske busbegivenheder

"¿Está possible que baño natural?" Iben og Anna oejner en chance for at traede af paa naturens vegne, da bussen goer et pitstop. Chauffoeren og et par stykker mere siger alle mulige ting, der vist skal betyde nej, men til sidst faar de altsaa lov alligevel. Caroline og jeg selv synes ogsaa, at en lille tissetur i det fri lyder fin, saa vi skynder os at foelge efter. Udenfor staar der nogle maend og proever at loese et eller andet problem med bussen, saa vi skynder os ned bag bagenden og faar tisset af, saa hurtigt vi nu kan.

De 10 af os, der havde tilbragt fridagene sammen, er for et par timer siden draget ud paa en over 16 timer lang bustur til Camiri, hvor vi skal genforenes med resten af holdet.


I realiteten skal vi koere 18:30. Men altsaa, dette er jo mañana-kulturens verdensdel, saa vi venter altsaa lige paa dem, der endnu ikke er dukket op. Omkring en halv time for sent bakker bussen ud, og vi tager afsted - til trods for at der stadig mangler en. Egentlig sidder vi fint nok, vores saeder er gode, og vores ben kan godt vaere der. Men der bliver altsaa en lille smule trangt, da vi undervejs samler flere og flere lokale op, som skal vaere i den aldeles minimale midtergang - en enkelt af dem sidder paa sin saek med ukendt indhold, men de fleste staar op og kommer uundgaaeligt til at laene sig op af os, der sidder ned. Vores taalmodighed bliver ogsaa flere gange sat paa proeve, da vi af og til maa stoppe, enten fordi der lige skal fikses et eller andet ved bussen, eller ganske enkelt fordi vi skal holde og vente paa, at vejarbejdet arter sig sadaan, at vi kan smyge os forbi.

Alt i alt en spaendende tur i en bus, der vist aldrig har moedt en stoeddaemper, paa hullede veje, der bestet ikke aner, hvad asfalt er, med en chauffoer som er godt i gang med at slide bremserne op, hoejt oppe i bjergene med det ene skarpe haarnaalesving efter det andet - faktisk var det nok meget rart, at det var saa moekrt, at vi ikke helt kunne se, hvad der foregik. Men spaendingen maa siges at kulminere, da bussen saetter i gang efter vores sidste stop her til morgen, og vi altsaa mangler tre piger, der endnu ikke er kommet tilbage efter en lille toiletekspedition. Vi skynder os at raabe: "¡Faltan tres, faltan tres!". Beskeden bliver givet videre, og der bliver raabt "¿Falta una?", hvortil vi svarer, at der altsaa mangler hele tre! Dette faar heldigvis buschauffoeren overbevist, saa vi stopper og venter, til de tre endelig kommer til syne og skynder sig at loebe over til os under tilskyndende raab.

Men altsaa, til sidst kom vi alle helskindede frem, og i de lyse timer var det fatisk ogsaa en rigtig flot tur, saa nu ser vi bare frem til vores naeste lange straek, der hedder Santa Cruz-La Paz...