Teatro Trono

Efter tre hektiske dage i La Paz gik turen til nabobyen El Alto, der med sine 800.000 indbyggere paa kun 30 aar er en af de hurtigst voksende byer i verden. Beliggende paa den pandekageflade Altiplano slette var det baade tid til at finde varmere toej frem, men samtidig vaere klar med solcremen, da en hoejde paa 4000 meter over havet medbragte en overhaengende risiko for solbraendthed.
Vi blev alle indlogeret hos lokale familier, som trods en ret stor sprogbarriere, var meget soede og imoedkommende og vha fagter og medbragte postkort og billeder fra Danmark, fik vi dog alligevel kommunikeret med dem. Der blev desvaerre ikke saa meget tid med familierne, for det meste af tiden gik med teatergruppen Teatro Trono, der viste os El Alto paa en helt speciel og anderledes maade.

To Pippi Langstroempe huse
Vores base i El Alto var teatergruppens eget hus i centrum. Og det var bestemt ikke et normalt hus. Det er naesten umuligt at beskrive dette hus, for det indeholdte saa mange underlige ting paa en gang: Dets kaelder, var udformet som en mine; farver i alle verdens nuancer i en stor paerevaelling; toiletdoere der lignede, at de var hevet ud af en bil; taarne paa husets tage, der var forbundet med smalle gangbroer udne noget gelaender eller andet sikkerhedsnet; og endelig var hele huset bygget op omkring en indvendig skakt beklaedt med udendoers vinduer - det var et sandt eventyrhus!
Teatergruppen er en ungdomsorganisation, Compas, der hjaelper unge fra slumbyen med at udvikle sig paa en kreative og aaben maade. Udover huset i centrum, hvor vi holdt til, fik vi ogaa lov til at besoege Compas andet hus, der laa laaaangt ude paa sletten, hvor alle huse var stoevede murstens- eller lerhuse, der faldt ind i den golde natur.

Bongotrommer og pantomimeteater
Da vi ankom med bus, efter en laengere eftermiddag med mange aktiviteter og rundvisning i byen, blev vi noget paf, da stilheden blev brudt af lyden af et kaempe trommeshow. Paa taget af smaa kanarper ud fra huset stod otte klovneklaedte unge mennesker og taeskede loes paa forskellige bongotrommer - en fuldstaendig fantastisk og uventet entre midt ude i ingenting. Huset, de stod paa, var lige saa vildt og unikt som huset i centrum, men paa en helt anden maade. Udover de traditionelle mursten blev husets vaegge udgjort af bildaek, glasflasker, gamle radioer og tomme fjernsynsskaerme, der gav huset et helt vildt syret udseende.
Efter trommeshowet var slut, gik vi ind i huset og op paa den oeverste etage, hvor endnu en overraskelse ventede os. De otte unge udgjorde sammen en skulptur, hvor de med deres hvidmalede masker ville have passet perfekt ind i et cirkus. Da vi alle havde fundet os til rette, begyndte et stoerre pantomimeshow, der langt overgik Pjerrots show paa Bakken. De var alle sindssygt dygtige i deres bevaegelser og mimik, og selvom der ikke var en eneste replik, forstod alle stykkets handling - fra forelskelsens strabadser og forhindringer over foraeldrestadiet og dets bekymringer til den gamle mands videregivelse af erfaringer om blomsterne og bierne!
Efter de unges vilde og imponerende optraeden foelte vi os noedsaget til ogsaa at vise nogle af vores talenter (eller mangel paa samme!), og vi sang derfor et par hoejskolesange og en enkelt aegte dansk popsang fra kor, nemlig Det Brune Punktums "Kom lad os gaa" - saa kan det vist ikke blive bedre. Vi fik dog hoeje klapsalver med paa vejen, af aerefrygt eller medlidenhed ved vi ikke! Som en sidste optraeden blev vi sendt afsted med endnu et trommeshow denne gang med sambarytmer, der gjorde det umuligt for os at staa stille, og vi havde slet ikke lyst til at kravle op i bussen. Overordnet en hel vild oplevelse og bestemt ikke hvad man havde forventet at blive moedt af saa langt vaek fra alting.

Interaktivt teater
Teatro Trono og Compas var fyldt af energiske og engagerede mennekser, der virkelig braendte for deres arbejde og fik hevet os med ind i glaeden ved at udtrykke sig kreativt. Udover at se de to eventyrlige huse, blev vi hevet ned i den foeromtalte minekaelder, hvor vi blev ifoert foerst indianerponcho og alt for smaa tophuer og derefter hjelm, hammer og stok, for at vi paa den maade, som en del af forestillingen, gennemlevede Bolivias historie fra inkatiden og koloniseringen til minearbejdernes kamp for retfaerdighed.
En hel formiddag blev ogsaa brugt paa forskellige lege bl.a. en tillidoevelse, hvor halvdelen af os til rolig musik skulle lukke oejnene og derefter blive foert rundt i en vals fra person til person, uden at vide i hvis arme man var havnet i.
Det var nogle fantastiske dage vi havde i El Alto, og man kan virkelig laere meget af teaterholdet, der lagde alle kraefter i, at hjaelpe unge til at udtrykke sig paa en mere anderledes og kreativ maade, end det traditionelle bolivianske skolesystem ellers tillader dem.